Walther og Birthe Dyrevig
Anett Dyrevig ses på Jyderup Realskole 1969/70-711


1971 Det kongelige teater
Den 28. marts var der optagelse til Det Kongelig Teaters balletskole. Jeg var en af de mange, som håbede at komme igennem.
Vi skulle allerede møde kl. 9.00 søndag morgen, og af portneren fik vi hvert et nummer. Jeg glemmer aldrig mit, det var nummer 111.
Vi blev så anbragt i forskellige lokaler. Min mor og jeg fandt os en siddeplads i det kgl. kapels værelse. Herfra blev vi i nummerorden ca. 20 ad gangen ført op på 3.sal i en prøvesal, hvor vi skulle klæde os om i balletdragt.
Derefter blev vi kaldt ud i en lang gang, som førte ind i den sal, hvor selve prøven fandt sted. Nu var vi kun 10 hver gang. Ved et stort grønt bord sad Flemming Flindt sammen med 3 damer.
Til musik skulle vi danse polka og vals og derefter gå i takt til musik, der blev hurtig og langsom. Vi skulle så sætte os på stolene og strække benene frem. Så blev jeg bedt om at gå over til barren.
Der kom så en balletdame og sagde jeg skulle strække benet frem, føre det til siden og bagud. Så blev der sagt, det var godt, og de andre blev lukket ud igen. Der kom en balletdame hen til mig og sagde, at mor skulle gå med mig op til 5.sal.
Heroppe sad vi og ventede til klokken var omtrent 12.00, da var udvælgelsen forbi. Os der nu var tilbage skulle igen ind til Flemming Flindt, og da han havde kigget på os igen, blev vi sendt ud til vore mødre. Så kom sekretæren ud og bad mødrene til de børn der var optaget om at møde den 13. april, og glad og taknemmelig forlod jeg teateret kl. 12.302 Anett Dyrevig

Der har været optagelsesprøve til Det kgl. Teaters Balletskole, en for de mange ansøgere spændende og nervepirrende dag. 180 aspiranter søgte optagelse, men kun 12 slap igennem nåleøjet og klarede prøverne. Det var i hovedsagen balletmester Flemming Flindt og balletinstruktøren Vivi Thorberg, der ledede optagelserne.
Blandt de 12 der slap igennem er den 10 årige Anett Dyrevig, datter af Walther og Birthe Dyrevig, Dyremosevej 3, Jyderup. Anett, der har danset ballet hos danselærerinde Ellen Schwartzbach, Kalundborg, i 6 år, skal den 13. april starten en fortræning på seks uger, og til efteråret begynder den egentlige balletskole. Anett, der går på Jyderup Realskole, kommer nu til at forlade alle sine kammerater her, idet den videre skolegang forestås af balletskolen3


Kilder:
Kilde 1: Jyderup Realskoles skoleblad, samt oplyst af Stina Thorsteen Christensena
Kilde 2: Jyderup Realskoles skoleblad Frikvarter juni 1971 nr. 2, side 12
Kilde 3: Kalundborg Folkeblad 31. marts 1971, side 7; Jyderup pige optaget på den kgl. ballet
Note:
a) Navneændring tidl. Stina Thorsteen Madsen

Sidst rettet 28. januar 2015
©Jyderup Realskole